Velkommen til Bukoba Basic Needs


 Så er der billeder fra Bukoba 2009

  Kig under fanebladet "Billeder" længest til højre!

 

Update fra Tanzania

Christina og jeg opholder os lige nu i Bukoba, Tanzania. Vi har mødt de 6 sponsorbørn fra Projekt Skolebørn, og vi har både set deres skoler og mødt deres familier, som de nu bor hos. Det har været en fantastisk oplevelse!

Vi er blevet modtaget med åbne arme, og har kunnet se hvor glade de alle sammen var for vores støtte. Vi var på 4 skoler, og alle steder udtrykte skoleinspektørerne, at behovet for hjælp er stort. Da vi besøgte familierne fik vores samarbejdspartnere for BCSA meget ros for deres store arbejdsindsats med at købe mad og fordele det til familierne hver uge. Vi var selv med ude og handle til ugens ration, og fik på den måde indblik i deres arbejde. Generelt udtrykte familierne, at det havde haft stor betydning for børnene at få lov at komme i skole. Et sted havde familien inviteret alle nabobørnene til at komme og danse for os, og på den måde vise deres taknemmelighed. Vi er nu helt overbeviste om, at vi om muligt vil udvide projektet, så vi kan hjælpe flere børn med at komme i skole.

Søndag inviterede vi byens gadebørn på frokost på stranden, hvor vi spillede forskellige spil og dansede. Vi laerte dem at spille Kongespil, og derudover lavede vi ogsaa forskellige lege med en bold. Der kom nogen og spillede paa trommer, og boernene syntes det var rigtig sjovt at danse, isaer naar vi proevede at danse traditionelt sammen med dem. Medard, vores samarbejdspartner hernede, havde været rundt i byen og sprede rygtet om vores arrangement, og der vil kom lidt over 50 gadebørn. Det var en rigtig sjov dag for os alle.

Lige inden vi rejser vil vi invitere de 6 sponsorbørn på middag, hvor de også får en gave sponsoreret af Jette Vadgaard og Alice Jensen. Vi har bl.a. planlagt at de skal have penge til ekstra undervisning, så de får nemmere ved at følge med i skolen igen, og desuden får de nye sko og skoletasker.

Mvh. Christina og Tine

Årsberetningen for 2008

 Kan nu læses her på hjemmesiden. Hvis nogen ønsker at se regneskabet kan I kontakte os, og så kan I få det tilsendt.

Invitation til Generalforsamling Bukoba Basic Needs

Der afholdes generalforsamling i Bukoba Basic Needs tirsdag d. 24. marts 2009 og alle medlemmer er velkomne. Generalforsamlingen afholdes på Tranbjerg Hovedgade 62, 8310 Tranbjerg, og man bedes tilmelde sig senest d. 20. marts.

Hvis nogen har forslag til foreningen, yderligere punkter til dagsordenen eller til vedtægtsændringer skal disse være bestyrelsen i hænde senest én uge før generalforsamlingen, dvs. senest tirsdag d. 17. marts kl. 12, så en redigeret dagsorden kan udsendes samme dag.

Der vil være valg til bestyrelse, og hvis man ønsker at stille op bedes dette også meddelt.

Forslag til dagsordenen:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens årsberetning
3. Regnskab forelægges til godkendelse
4. Indkomne forslag
- ændring af foreningens adresse
5. Valg af bestyrelse
- Christina stiller op som næstformand/kasserer
- Tine stiller op som formand
- Jette stiller op som bestyrelsesmedlem
6. Eventuelt
Vi vil fra bestyrelsens side gerne sige tak for støtten i det forgangne år.

Mvh. Bestyrelsen i Bukoba Basic Needs
Jette Vadgaard, Christina Mangaard Jørgensen og Tine Vadgaard

Januar 2009: Rapport fra Projekt Skolebørn og ny udstilling

 I februar måned holder vi en udstilling på Solbjerg Bibliotek. Vi fik rigtig god feedback på vores udstilling i Tranbjerg, og vi håber at få samme succes. Tag endelig ud og se udstilling, og så håber vi selvfølgelig at få en masse bud! Vi kan som altid kontaktes pr. mail eller telefon. Vores kontaktinformatiom findes under punktet "Kontakt".

Nu har vi modtaget den første rapport fra Projekt Skolebørn. Rapporten kan ses ved at trykke her: Rapport Januar 2009. Deri fortæller vores samarbejdsparterne fra BSCA i Bukoba, at de er meget glade for vores støtte og at alle børnene er kommet igang med skolen her i det nye skoleår. Det er udførligt beskrevet hvordan pengene er blevet brugt. Vi er rigtige glade for den positive tilbagemelding, og ser frem til at få den første rapport fra skolen inden alt for længe. 

Det er nu vedtaget at Generalforsamlingen bliver afholdt tirsdag d. 24. marts, men mere information følger herom.

Vi er altid glade for at modtage henvendelser, både i form af bud på kunst og spørgsmål ang. foreningen generelt. 

Børnene er kommet i skole! 

Vi har idag (d. 4. november 2008) modtaget den gode nyhed, at vores samarbejdspartnere i BCSA har indgået en aftale med forskellige skoler i Bukoba området der betyder, at vores 6 sponsorerede børn i projekt "Skolebørn" allerede er begyndt i skole. Skoleåret begynder først til januar, men da børnene har været ude af kontakt med skolesystemet i noget tid, får de nu lov til at teste deres evner, så de til januar kan begynde på det klassetrin, der vil passe bedst til dem. Børnene er flyttet ind hos deres nye værtsfamilier, og vi glæder os meget til at få endnu mere information herom. Vi har også modtaget billeder af børnene, og sponsorerne vil snart modtage information om "deres barn" - vi vil desuden lægge mere information ud på hjemmesiden efter det næstkommende bestyrelsesmøde. 

Nyheder i projekt Kunst for Livet

Vi har mange gode nyheder i projektet lige nu! For det første har vi fået doneret to meget spændende malerier af Lea, som vi vil opfordre jer til at gå ind og se under "Kunst for Livet". Den anden gode nyhed er nemlig, at vores kære hjemmeside administrator har fået løst problemerne med at uploade billeder, så vi nu igen kan vise alle de billeder vi har på auktion! Den tredje nyhed er at vi i oktober afholder udstilling på Tranbjerg Bibliotek, så hvis I gerne vil se billederne i virkeligheden inden I byder, ja, så kan de altså opleves i hele oktober måned. Vi glæder os meget til at høre fra jer!  

Bliv sponsor for et barn i Bukoba!

De sidste par måneder har vi i bestyrelsen koncentreret os om, at planlægge Bukoba Basic Needs første store projekt. Vi har snakket med vores samarbejdspartnere, BCSA, i Bukoba og er kommet frem til en måde, hvorpå vi kan begynde at hjælpe gadebørnene.
 
Nogen af de børn, der i dag hverken går i skole eller har et hjem, har stadig familiemedlemmer i byen, fx bedsteforældre eller onkler. Disse familiemedlemmer har ikke økonomisk overskud til at tage børnene til sig, men det kan vi måske give dem. Vi vil med jeres hjælp tilbyde, at betale for børnenes skole, samt give et tilskud til indkøb af mad til familien. BCSA har anbefalet, at vi starter med at hjælpe nogle børn, der har gået i skole tidligere, men har mistet muligheden pga. af skilsmisser, sygdom og død i familien. Disse børn er måske nemmere at få hjulpet på rette spor, end nogen der har levet på gaden længere og ingen familiekontakter har, og det er derfor et godt sted at starte. Vi ønsker selvfølgelig at udvide projektet, men som udgangspunkt håber vi at kunne starte med maks. 10 børn, men det kommer an på jeres hjælp.
 
Det vi vil bede jer overveje er, om du/I måske kunne være interesserede i at sponsorere et barn. Et sponsorat vil koste 250 kr. pr. måned eller 125 kr. pr. måned for et dele-sponsorat, hvor man er to om det. Skolen starter i januar, og derfor vil 1. januar være første betalingsdato. Indmelding i skolen sker fra 1. oktober. Nogle af udgifterne skal betales inden skolestart, og Bukoba Basic Needs lægger ud for de udgifter, dvs. uniformer, sko og indskrivningsgebyr. Det er også inkluderet i sponsoratet, at vi tilbyder barnet og familien 10.000 Tsh. (ca. 50 kr.) om ugen, som et tilskud til mad.
 
Grunden til at vi har et maksimum på 10 børn er, at vi føler et ansvar for at kunne overtage et sponsorat, hvis nogen skulle være nødsaget til stoppe som sponsor før tid. Udgangspunktet er, at en sponsor binder sig for et skoleår af gangen, og gerne de resterende grundskole år, for det enkelte barn. Det er børnenes fremtid vi snakker om, og den vil vi ikke lege med, ved at sætte dem i skole, og så tage dem ud igen.  
 
Som sponsor vil man selvfølgelig få information om det barn man sponsorer, og man vil modtage rapporter fra skolen. Desuden vil Christina og Tine til næste sommer tage til Tanzania (for egen regning), hvor vi får mulighed for at kontrollere at ordningen fungere og møde børnene til en snak om, hvordan det går i skolen og med familien. 
 
 
Vi håber meget på at få jeres støtte. Vi svarer også gerne på yderligere spørgsmål.
 
 
Mvh. Bestyrelsen i Bukoba Basic Needs
 
 
OBS! Sidste frist for tilmelding ang. et sponsorat er d. 22. september!